http://www.revstedt.se/wp-content/uploads/2015/07/per-brun-sp.jpg

Professor Ron Rooney
View the video conference with Per Revstedt, Professor Ron Rooney and his student, School of Social Work, University of Minnesota. Professor Rooney is the author and the editor of ”Strategies for Work with Involuntary Clients”, Columbia University Press, New York.

Motivationsarbejde

Motivationsarbejde er en fremgangsmåde til at hjælpe mennesker, der anses for at være umotiverede og håbløse. De fleste personalekontakter tager udgangspunkt i, at klienten i varierende grad skal være motiveret, dvs. at denne selv vil samarbejde konstruktivt og tage imod hjælp. Dilemmaet er, at mange klienter inden for socialforsorgen, kriminalforsorgen og psykiatrien ikke ses som motiverede. De får derfor ikke adgang til den støtte, som de har behov for.

Når man forventer et konstruktivt samarbejde fra klienten, når man kun den gruppe, der relativt set er temmelig velfungerende. Det fører til motivationsparadokset: de klienter, der har størst behov for støtte, får mindst. Motivationsarbejde stræber efter at løse dette paradoks, således at de, der har størst behov, virkelig får hjælp.

books-in-stack

Per Revstedt er exam. psykolog og exam. psykoterapeut med supervisionkompetence og er specialist i klinisk psykologi. Han har i mange år arbejdet inden for psykiatrisk forsorg og miljøterapeutisk behandling inden for institutionsforsorgen. Han har også flere års erfaring som supervisor og lærer inden for socialforsorg, kriminalforsorg og psykiatri.

http://www.revstedt.se/wp-content/uploads/2015/07/per-gron-sp.jpg

Hvordan jeg startede

Jeg har arbejdet i mere end 40 år med umotiverede klienter og patienter og er uddannet i Rogers klient-centrerede terapi, psykodrama og individuel psykodynamisk terapi.

Den nemmeste måde at præsentere både motivationsarbejde og mig selv på er ved at fortælle, hvordan jeg startede. I 1974 begyndte jeg at arbejde på en miljøterapeutisk institution. Behandlingen var fokuseret på misbrugere, men andre grupper af klienter – for det meste fra kriminalforsorgen og psykiatrien – accepteredes også.

Institutionens oplæg byggede på, at man skulle være motiveret for at blive optaget til behandling. Dette prøvede man at opnå ved at stille mange krav og konstruere flere nåleøjer:

  • En kommende klient skulle selv ringe op og bestille tid til en introduktionssamtale, hvor klientens egnethed og motivation skulle bedømmes. Når han derefter kom til samtalen, krævede man af ham, at han skulle være afgiftet.
  • Blev han så optaget, kunne han få lov til at vente i helt op til to måneder, før han kunne flytte ind på institutionen. I mellemtiden måtte han så vende tilbage til sin destruktive livssituation.
  • Når klienten derefter blev indskrevet på institutionen, krævedes det, at han skulle være stoffri i hele opholdstiden. Ved misbrug afbrød man ikke hans behandling med det samme, men det var kun tilladt at have nogle få tilbagefald.
  • Hvis han truede nogen eller brugte fysisk vold af nogen art, blev han automatisk udskrevet.
  • Forsvandt han fra institutionen uden at oplyse hvor han var og slet ikke lod høre fra sig i 24 timer, måtte han heller ikke komme tilbage.

Selv, hvis man havde dem under kontrol, var de fleste klienter stadig umotiverede i forskellige grader, præcis som stort set alle af disse klienter inden for socialvæsenet, fængsler og psykiatrier plejer at være. Personalet, herunder jeg selv, blev uddannet i Rogers klient-centrerede terapi, og vi forsøgte at tilpasse metoden efter de umotiverede klienter. På denne måde kan man sige, at vi allerede i halvfjerdserne arbejdede efter samme metode som Den Motiverende Samtale.

Vores erfaring med at arbejde efter denne fremgangsmåde var, at de klienter, som var mindst umotiverede, gennemførte behandlingsprogrammet og blev hjulpet. Kendetegnende for denne gruppe var, at de selv ansøgte om at deltage, deltog aktivt i behandlingsprogrammet, forsøgte at åbne op følelsesmæssigt, var ikke truende eller aggressive og havde ikke så mange tilbagefald. De, der relativt set havde mindst behov for behandling, fik mest.

De mere umotiverede klienter søgte ikke selv om behandlingen, eller også sluttede de før tid ved ikke at følge institutionens regler og krav. De mødte ikke frivilligt op på vores institution eller de gjorde det efter andres opfordring, deltog sporadisk i behandlingen, åbnede ikke op, var truende og aggressive og havde mange tilbagefald. De, som havde mest behov for hjælp, fik mindst. Det er dette dilemma, der opstår, hvis man opbygger virksomheden på motivation i den forstand, at klienten samarbejder konstruktivt i sin adfærd, det vil sige, at han er enig i behandlingen, følger behandlerens metode og er i stand til at kunne reflektere over sin livssituation.

Motivationsparadokset

Som behandler ønskede jeg ikke at acceptere dette motivationsparadoks. I stedet for at have det udgangspunkt, at klienten skal leve op til metodens krav, ville jeg tilpasse den efter klienten og hans livssituation. Derfor prøvede jeg at motivere de umotiverede klienter på institutionen, som aldrig ellers havde søgt behandling. Jeg prøvede også at motivere klienter, som ellers var blevet afvist på grund af overtrædelse af reglerne eller fordi de selv afbrød behandlingen.
Disse erfaringer blev til både en teori og metode om, hvordan man motiverer. Relativt snart begyndte jeg at undervise og supervisere omkring motivationsarbejde, samtidig med at jeg også arbejdede på den miljøterapeutiske institution.

Hvordan jeg fortsætter

Efter ni år opsagde jeg mit job på den miljøterapeutiske institution, og jeg besluttede mig for at arbejde inden for psykiatrien med meget umotiverede og meget destruktive patienter, der var ufrivilligt placeret. Min psykologtjeneste var knyttet til de lukkede afdelinger, som havde de mest genstridige og vanskelige patienter på det psykiatriske hospital. Mange af dem havde diagnosen skizofreni. Der var også patienter, som var blevet idømt lukket psykiatrisk behandling af domstolen. De var mordere, voldtægtsforbrydere, incest-dømte, misbrugere eller havde begået andre alvorlige forbrydelser. I dette miljø havde jeg mulighed for at videreudvikle motivationsarbejdets teori og praksis. Jeg arbejdede jeg på denne psykiatriske afdeling i syv år. Også i denne periode fortsatte jeg med forskellige vejlednings- og uddannelsesforløb.

Min ansættelse inden for psykiatrien ophørte i 1990 og siden da har jeg arbejdet i eget regi med en psykoterapiklinik i Malmø og med uddannelses- og supervisionsopgaver.

Gennem mit eget motivationsarbejde med klienter og supervision af personale er jeg blevet endnu mere overbevist om, at der ikke findes nogle “håbløse tilfælde”. Det er muligt at motivere alle, der betragtes som umotiverede.

At sprede viden om motivationsarbejde ligger mit hjerte meget nært: at de mennesker, der har størst behov for hjælp, virkelig også får den. De fleste institutioner er stadig i høj grad præget af princippet om frivillighed og motivation.

Desuden ser der ud til at være en parallel. Det personale, der sættes til at møde de såkaldte umotiverede klienter, står over for et personaleparadoks. Jo mere umotiverede klienterne er, desto mindre hjælp og støtte får personalet i deres arbejde. Jeg vil ikke på nogen måde forringe den indsats, forskellige personalegrupper udfører med motiverede klienter, men de har ofte flere resurser til deres disposition.

Jeg vil derfor også gerne være med til at forandre arbejdssituationen for det personale, der møder de umotiverede klienter. Det er min erfaring som vejleder, at dette personale, trods den ofte svære arbejdssituation, udfører et imponerende stykke arbejde med deres klienter.

http://www.revstedt.se/wp-content/uploads/2015/08/books-dk.jpg

Motivationsarbejde starter hvor MI stopper

Motivationsarbejde er en metode, som har udviklet sig fra mit samarbejde med forskellige personalegrupper. Ifølge det personale, som jeg har mødt, adskiller det sig fra Den Motiverende Samtale ved at være mere omfattende og generel. Den Motiverende Samtale er mere specifik og har sin oprindelse i en ikke-konfronterende psykoterapeutisk metode (Rogers klientcentrerede terapi), som så er anvendt på umotiverede klienter.

I løbet af min første tid med umotiverede klienter arbejdede jeg med Rogers klient-centrerede terapi. Jeg lærte dengang, at man kun kunne hjælpe dem, der var mindst umotiverede (se, hvordan jeg startede), og udviklede derfor min egen teori og metode til også at motivere de mest umotiverede. Eftersom Den Motiverende Samtale er baseret på Rogers klient-centrerede terapi, kan man sige, at min metode begynder, hvor Den Motiverende Samtale slutter.

En fordel ved motivationsarbejde, som er klar for personalet, er at det er rettet mod alle klienttyper – også dem med den mest destruktive adfærd. Der er ingen forudfattede teknikker, som klienten skal tilpasse sig, i stedet er metoden tilpasset klienternes adfærd. Ingen er håbløs. Ved at arbejde på denne måde har man et anderledes paradigme fra andre metoder, som er baseret på psykoterapeutisk tænkning.

Derfor er motivationsarbejde bygget på en veludviklet teori om psyke, målsætninger, forsvar og forandringsprocesser, som adskiller sig fra den psykoterapeutiske tilgang. Samtidig er teorien en støtte for personale, som er i stand til at blive ved med at være følelsesmæssigt involverede, eftersom risikoen for udbrændthed øges i takt med, at klienten er mindre motiveret og opfører sig destruktivt.

Efter at have fuldendt en lærebog om motivationsarbejde på svensk i 1986 (indtil videre udgivet i fire oplag, også oversat til dansk i tre oplag) besluttede jeg mig for at skrive et engelsk manuskript (med hjælp af to engelske oversættere), så jeg kunne gøre idéerne tilgængelige for hele verden. På samme tid ønskede jeg at udvikle min teori og metode, så alle kan forstå, hvad jeg mener.

Skriveprocessen har taget 21 år at færdiggøre. I den periode har jeg konstant arbejdet fuldtid og har brugt mine aftener og min fritid, inklusiv ferier, til at skrive. I begyndelsen havde jeg ingen idé om, at arbejdet ville blive så omfattende. Jeg var overrasket over, hvor meget teori, der er nødvendigt for at beskrive alle aspekter af motivationsarbejdet.

En samlet beskrivelse af motivationsarbejde kan læses i bogen “Motivationsarbejde” Hans Reitzels Forlag 3. opl., København 2004. Yderligere information findes på www.hansreitzel.dk.

book-1
Part one of Motivational Work deals with the attitudes and approaches that the motivational worker must bring with him to his meetings with the client. The contents of this section are not only of general interest; they are also of profound significance to the motivational worker as regards the prevention of burnout and the maintenance of commitment.
Buy Book
Read Review
Download sample chapter
In the second part of the book ”The motivational relation”, there is a description of what this relation should include. It is emotional energy that the latently motivated person wants as a response to his contact rebuses.
Buy Book
Download sample chapter
book-2
book-3
The third part of the book is about method and techniques. They are not essential to motivational work. The advantage of using them is that motivational work can progress more rapidly and the motivational worker obtains help in structuring his meetings with the latently motivated client.
Buy Book
Download sample chapter
In part four of Motivational Work the theory is deepened. It allows the author to describe the functions of the contact rebus in greater detail. The theory can be likened to a very large-scale map: it depicts the same reality as a map with a smaller representative fraction, but shows features that would otherwise be too small to see.
Buy Book
Download sample chapter
book-4
http://www.revstedt.se/wp-content/uploads/2015/08/motivational-dk.jpg

motivational

Motivationsarbejde – en uddybning

VURDERINGER OG TEORI

Motivationsarbejdet har sine rødder i humanistisk psykologi. Til denne metode hører for eksempel gestaltterapi, de fleste former for familieterapi, Rogers klientcentrerede terapi, psykodrama, transaktionel analyse og miljøterapi. Humanistisk psykologi har som udgangspunkt et positivt menneskesyn. Dette fundament hviler motivationsarbejdet også på.

Det positive menneskesyn

Et positivt menneskesyn indebærer, at man tror på, at der i ethvert menneske findes en inderste kerne, som er god. Destruktivitet og ondskab er ikke noget, der i sig selv findes i mennesket, men er i stedet miljøbetinget. Det nyfødte barns positive inderste kerne er intakt, dvs. at det udelukkende besidder ren godhed.

I motivationsarbejdet er udgangspunktet konstruktivitet, dvs. at intet menneske inderst inde ønsker at gøre sig selv eller andre ondt. Det betyder blandt andet, at ingen ønsker at ødelægge sig selv gennem stofmisbrug eller at skade andre. Biologiske forældre ønsker heller ikke inderst inde at gøre deres barn ondt. Dette menneskesyn er ikke muligt at bevise eller modbevise – enten tror man på det eller også gør man ikke. Man behøver ingen ydre bekræftelser på, at klienten har en positiv kerne. Hvor umotiveret denne end virker i sin adfærd, kan man alligevel tro på, at han bag alt dette har en positiv kerne.

En konsekvens af det positive menneskesyn er, at der ikke findes håbløse tilfælde. Da alle mennesker har en positiv kerne, findes der også i alle mennesker et potentiale, der kan vækkes og udvikles. Denne grundlæggende tanke fører til, at motivationsarbejderen altid kan have håb om en forandring hos klienten. Han kan således finde kræfter til fortsat at have et positivt engagement og undgå at blive udbrændt. Motivationsarbejdet bliver derved aldrig meningsløst. Der vil altid være en mulighed for forandring. Desuden formidler motivationsarbejderen hele tiden positive forventninger. Klienten bliver bekræftet i, at der findes håb for ham.

Den positive kerne er helt enkelt den grundlæggende motivation hos hvert menneske: at leve et så konstruktivt og meningsfuldt liv som muligt. På tilsvarende måde bliver målsætningen for motivationsarbejdet at styrke den positive kerne hos den umotiverede.

Modstand er en kontaktrebus

Foruden det positive menneskesyn har motivationsarbejderen også brug for en teori om forsvarets funktion. Det karakteristiske for den umotiverede klient er, at han gør modstand mod at få hjælp fra andre. I motivationsarbejdet ser man ikke forsvarets hovedfunktion som først og fremmest en beskyttelse, men i stedet som et indirekte kontaktforsøg. Det er en måde at nærme sig andre på uden at risikere at blive afvist og samtidig at teste, hvor meget man kan stole på den anden. I motivationsarbejdet kaldes forsvaret derfor i stedet for kontaktrebus. Det er et indirekte kontaktforsøg i form af en gåde. At se muligheder via klientens forsvar styrker motivationsarbejderens egen motivation yderligere og hjælper ham med at fastholde engagementet i klienten.

Motivationsprocessen

Motivationsarbejde indeholder også en teori om, hvordan motivationen med tiden ændres hos klienten, og hvordan tilknytningsprocessen til motivationsarbejderen udvikler sig. Denne teori er den absolut vigtigste støtte for motivationsarbejderen, og hjælper ham til ikke at miste sit engagement. Denne konstatering bygger både på min egen erfaring med motivationsarbejde og på mit arbejde som supervisor for andre motivationsarbejdere. Motivationen hos klienten ændres som en bølgebevægelse. Det betyder, at en stigning i motivationen altid følges af en rekyl, hvor klienten agerer destruktivt. Denne destruktive rekyl er i mange tilfælde det sværeste for motivationsarbejderen at arbejde med. Efter en periode, hvor det virker som om klienten har gjort fremskridt følger en tilbagegang, som tilsyneladende bekræfter, at der ikke er sket en positiv forandring. På dette tidspunkt er risikoen størst for at motivationsarbejderen mister sit engagementet i klienten og giver op. Hvis han derimod forstår rekylen som en bekræftelse på den tidligere positive forandring hos klienten, øges mulighederne for at han kan fortsætte motivationsarbejdet. Den destruktive rekyl er en uundgåelig og nødvendig del af forandringsprocessen.

MOTIVATIONSRELATIONEN

Motivationsrelationen til klienten er den praktiske anvendelse af motivationsarbejdets vurderinger og teorier. Gennem denne formidler motivationsarbejderen visse følelsesattituder til klienten. Den sidstnævnte får følelseskraft til sin positive kerne, hvorved motivationen styrkes. Det positive menneskesyn, teorierne om kontaktrebusen og den destruktive rekyl er alle en hjælp for motivationsarbejderen til at vedblive med at give denne livskraft. Det er først og fremmest tre følelser, som klientens positive kerne behøver, nemlig engagement, håb og tiltro.

Engagement

Engagement er den vigtigste del i motivationsrelationen. Det indebærer, at motivationsarbejderen formidler, at han er engageret i klienten og synes, at denne er vigtig. Hertil er koblet, at motivationsarbejderen med udgangspunkt i sit engagement udtrykker følelsesreaktioner til klienten, som for eksempel vrede, sorg og uro. Den umotiverede klient er en mistroisk person, som har svært ved at stole på, at nogen vil engagere sig i ham.
Også selv om motivationsarbejderen viser følelsesreaktioner, er det nødvendigt med yderligere bekræftelser for at klienten skal begynde at turde stole på ham. Det indebærer, at engagementet skal vise sig i handling for at blive troværdigt. Disse handlinger kan være at opsøge klienten, hjælpe konkret med til at forbedre klientens sociale situation, byde på mad, osv. Motivationsarbejderen skal altså både i følelse og i handling vise, at han er engageret. At være troværdig i sit engagement i klienten betyder også, at han verbalt og i handling prøver at begrænse klientens destruktive handlemåder. Grænsedragning er derfor en væsentlig del af motivationsrelationen.

Håb

Den anden del af motivationsrelationen, håb, er den praktiske anvendelse af det positive menneskesyn. Præcis som tidligere handler det om at formidle en følelse til klienten: at denne har muligheder for forandring. Motivationsarbejderen kan ikke garantere, at det vil blive bedre, men han kan formidle, at muligheden findes.

Tiltro

Tiltro indebærer, at motivationsarbejderen formidler følelse af, at klienten har en egen kapacitet, som han kan benytte sig af. Motivationsarbejderen formidler den både på et generelt plan og i forbindelse med en konkret opgave, som klienten skal udføre. I sidstnævnte tilfælde skal han dog først vurdere om klienten virkelig har evne til at kunne udføre opgaven, ellers bliver tiltroen ikke ægte.

Ærlighed

Et uigenkaldeligt vilkår for at kunne formidle de tre følelser, engagement, håb og tiltro er, at de er ægte. Det er ikke muligt at spille teater med dem. På den måde stiller motivationsrelationen høje følelsesmæssige krav til motivationsarbejderen. Han skal have kræfterne til at være følelsesmæssigt delagtig i klienten, uden tilsyneladende at få noget positivt tilbage. Gennem det positive menneskesyn, teorierne om kontaktrebusen og den destruktive rekyl, har motivationsarbejderen imidlertid mulighed for at give sig selv disse positive bekræftelser.

Motivationsrelationen og klienten

For at kunne motiveres, har klienten brug for at modtage de tre følelser: engagement, håb og tiltro, udefra. Han har manglende engagement i sig selv, føler sig uden håb og mangler tiltro til egne evner. Følelseskraften skal formidles af en anden. På den måde bliver motivationsrelationen ensidig, hvilket er krævende for motivationsarbejderen.

METODE OG TEKNIK

Motivationsrelationen er kernen i motivationsarbejdet. At formidle engagement, håb og tiltro er nødvendigt for, at en klient skal blive motiveret. Motivationsarbejderen kan også benytte sig af metode og teknik, men det er dog en hovedbetingelse, at motivationsrelationen er til stede. Uden den er der ikke mening med nogen teknik. Der er flere fordele ved brugen af metode og teknik. De kan påskynde motivationsforløbet, således at klienten tidligere kan blive motiveret. Motivationsarbejderen får også struktureret sit motivationsarbejde, hvilket kan være en støtte for ham. Hvis han for eksempel har en vis samtalemetodik, hjælper det ham til at strukturere sine samtaler.

Konfrontation og kontinuitet

De to hovedmetoder i motivationsarbejde er konfrontation og kontinuitet. Den førstnævnte er en samtalemetodik, hvor man følelsesmæssigt “trænger sig på”. Kontinuitet betyder, at det er motivationsarbejderen, der er ansvarlig for kontakten med klienten på to måder. Han alene har ansvaret for, at møderne med klienten fortsætter. Eftersom klienten er umotiveret, vil denne have svært ved selv at opretholde kontakten. Motivationsarbejderen er også ansvarlig for sin egen motivationsrelation til klienten: at han fastholder sit engagement og på den måde også har en kontinuitet i den følelsesmæssige kontakt. Kontinuitet indeholder forskellige metoder og teknikker, som kan anvendes for at fastholde en fortsat relation.

Download teksten om Motivationsarbjede

http://www.revstedt.se/wp-content/uploads/2015/07/training.jpg

Uddannelse

Forelæsninger

Hvis man vil have en orientering om selve metoden og arbejdsmåden, er det bedste alternativ en eller flere forelæsninger. Det giver mulighed for at få almen information og for i et vist omfang at kunne stille spørgsmål.
Book mig for forelæsninger

Kurser

Hvis man vil uddybe sin viden om motivationsarbejde, er det en fordel at deltage i et kursus. Selve metoden kan gennemgås grundigere end ved forelæsninger. En gruppe mødes i en længere tidsperiode og ved flere lejligheder. Her får deltagerne mulighed for at sammenføre teoretisk viden med praktisk anvendelse.
Book mig for kurser

http://www.revstedt.se/wp-content/uploads/2015/07/contact.jpg

Kontakt mig

Leg. Psykoter. Revstedt & Hartman AB

Box 4242
SE-203 13 Malmö
Sverige
Tel/fax +46 40 30 37 72

Jeg er interesseret i
 Forelæsninger Kurser